Bedre Boliger på Mors A/S

Her februar måned 2009 sendte jeg nogle venlige tanker til både Morsø Sparekasse og selskabet Bedre Boliger på Mors A/S, når jeg kørte gennem Vester Assels by. For nedbrydningen af det gamle bageri, beliggende midt i byen overfor kirken, foregik i et raskt tempo. Denne gamle og ret store rødstensbygning havde stået tom, uopvarmet og ubeboet i længere tid. Som så mange andre tidligere erhvervsejendomme var den for længst nedlagt som bageri og brødudsalg. I en årrække havde den fungeret som beboelsesejendom, men var forladt af ejerne og både hus og have bar efterhånden stærkt præg af at være overladt til vind og vejr.
Vester Assels Menighedsråd tog initiativ og arbejdede for at købe bageriet til parkeringsplads for kirkegængerne og oplagsplads for graveren. Menighedsrådet havde før talt om at det kunne være rart med nogle bedre parkeringsforhold. Bageriet skulle på tvangsauktion og der skulle handles hurtigt. Menighedsrådet stod jo ikke lige og viftede med en større håndfuld kontanter og var uvant med at handle på tvangsauktion. Menighedsrådet allierede sig med Bedre Boliger på Mors A/S som er vant til at byde på huse på tvangsauktioner. Desuden skulle menighedsrådet skaffe midler til købet og provstiudvalget skulle give tilladelse til anskaffelsen. Morsø Sparekasse var velvillig indstillet og alt faldt efterfølgende i hak. Tilbage var kun at afvente nedbrydningstilladelsen og den endelige skødeskrivning. Snart efter begyndte nedbrydningen og planeringen. Siden er der etableret en pæn parkeringsplads. Landsbyen er blevet forskønnet og giver et godt indtryk.
Selskabet Bedre Boliger på Mors har en formålsparagraf der lyder som følger: “Selskabets formål er at virke for en højnelse af boligstandarden på Mors igennem opkøb, renovering/istandsættelse, nedrivning og salg af fast ejendom på Mors og dermed beslægtet virksomhed”.
Selskabet blev stiftet for nogle få år siden af en kreds af mennesker, der ville være med til understøtte det gode liv i landsbyerne og på landet, så folk kunne få nogle ordentlige boligforhold, hvad enten de var købere eller lejere. Misligholdte og faldefærdige ejendomme i vore landsbyer er en trussel, som ikke kun plager Mors, men også florerer mange andre steder. Et enkelt hus kan på den måde være med til at ødelægge synet i en hel gade og gøre de øvrige huse usælgelige. For hvem vil købe hus sådan et sted?
Med flere midler kan Bedre Boliger gøre mere
Selskabet Bedre Boliger har virket i fire år og været involveret i omkring 30 handler. Husene er for størstedelen nedrevet eller videresolgt og et enkelt er lejet ud. En bestyrelse forestår driften og en tidligere bankmand, har titel af direktør. Formand og direktør supplerer hinanden i selskabets drift og der er til tider temmelig travlt. Pengene til opkøb af huse er skaffet som en grundkapital fra lokale pengeinstitutter og der ud over er der solgt aktier til interesserede. Der er på den måde et godt lokalt ejerskab til Bedre Boliger A/S´s aktiviteter. Foreninger og lignende er velkomne til at købe aktier. Én aktie koster kr. 1.000 og selskabet vil gerne have nogle flere penge at arbejde med.
Der kan tegnes et støttemedlemskab og et sådant koster 500 kr. for virksomheder og 200 kr. for et personligt medlemskab. Så de, der har lyst til at gøre noget ved boligstandarden på Mors, kan selv være med til at gøre noget. Morsø Kommune er også aktiv med støttemidler i Bedre Boligers bestræbelser på at gøre Mors til et pænere område. i det netop indgåede budget for Morsø Kommune i år 2010 er der også sat midler af til saneringer i landsbyerne. På det seneste har Bedre Boliger A/S købt seks huse for én krone per styk. Det skal hertil siges at de sikkert ikke var mere værd og de er nu ved at blive solgt til naboerne til nedrivning.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Nyhedsbrev

Udfyld formularen for at tilmelde dig nyhedsbrevet.

Kategorier
<<september 2010>>
mantironstorfrelørsøn
30 31 1 2 3 4 5
6 7 8 9 10 11 12
13 14 15 16 17 18 19
20 21 22 23 24 25 26
27 28 29 30 1 2 3
Besøg
...Besøg i dag: 61
Brugere Online