Om LAL
Præsentation af Landsforeningen Af Landsbysamfund
Landsforeningen af Landsbysamfund er en paraplyforening, der varetager lokalsamfundenes, landsbyernes og landdistrikternes interesser. Foreningens medlemmer er de forskellige frivillige aktører i landdistrikterne, der ønsker at tage del i, og få indflydelse på, udviklingen i landområderne.
Landsforeningen blev oprettet i 1976 og har ca. 500 medlemmer, der i alt repræsenterer omkring 100.000 mennesker på landsplan. I de senere år har medlemstallet været støt stigende, og foreningen har opnået at blive en anerkendt samarbejdspartner for både stat, regioner og kommuner.
Vedtægter for landsforeningen af Landsbysamfund
Landsforeningen Af Landsbysamfunds hovedarbejdsområder:
- Medlemsvejledning
- Kontakt til offentlige myndigheder
- Deltagelse i ministerile arbejdsgrupper
- Hele Norden skal leve
- Børne- og unge demokrati
- Deltagelse i eksterne projekter
- Folkeoplysning om landdistriktsudvikling
En mærkesag for LAL er at styrke borgerinddragelsen i de offentlige beslutningsprocesser for på den måde at sikre at beslutninger, der vedrører landområderne, bliver taget med afsæt i den virkelighed, der er i landdistrikterne.
Det er en kendsgerning, at det er de borgere, der bor og lever i landdistrikterne, der ved hvor styrkerne og svaghederne er, og dermed hvor der skal sættes ind for at sikre en kontinuerlig udvikling i det enkelte område. Ved at inddrage borgerne aktivt sikres en udvikling med afsæt i de kvaliteter og resurser, der allerede findes.
Kun gennem borgerinddragelse og dialog sikres en helhedsorienteret udvikling som alle føler sig ansvarlige overfor.
Vi ønsker derfor at være med til at klæde vore medlemmer på til at gå aktivt ind en god og positiv dialog med beslutningstagerne og de øvrige aktører i landområderne, for på den måde at få medindflydelse og tage medansvar.
Det opnår I ved at tegne medlemskab af LAL:
• I bliver en del af det arbejde, der laves for at udvikle lokalsamfundenes politiske, kulturelle og økonomiske vilkår
• I får tilsendt Landsbynyt samt andet informationsmateriale om lokalsamfundenes vilkår og muligheder
• I kan få støtte og vejledning i tvivlssituationer
• I kan benytte en af vores konsulenter til at komme med idéer og praktisk bistand til eksempelvis at arrangere foredrags- og debataftener
• I inviteres til at deltage i regionale informationsmøder, arbejdsgrupper og årsmøder
• I vil snarest kunne deltage i de kompetenceudviklingskurser, vi er ved at udvikle
• I er modtagere af vores Nyhedsmails, hvis I ønsker det
Abonnements Info
LAL er for tiden aktive med følgende projekter:
- Energispare projekt
- Kommunerunde projekt
- Lokalkredsprojekt
- Kompetence og motivation til ildsjæle – en palet af muligheder
- Børn og unge som demokratisk resurse i landdistrikterne
Landdistrikternes Fællesråd
Landdistrikternes Fællesråd er en paraplyorganisation hvis målsætning er at skabe de bedst mulige betingelser for bosætning, erhverv og miljø i Danmarks landdistrikter.
LDF’s kerneopgaver er information, netværksdannelse og landdistriktspolitik. LDF har en række medlemmer der bredt repræsenterer landdistrikterne i Danmark. Se www.landdistrikterne.dk
Landdistrikternes hus er et samarbejde mellem Landdistrikternes Fællesråd og Landsforeningen af Landsbysamfund. Samarbejdet er en naturlig følge af LAL´s medlemskab af LDF, og det er skabt med henblik på at have en endnu større gennemslagskraft i forhold til at styrke landområderne i disse år.
I forbindelse med det nye kommunale Danmarkskort er behovet for oplysning, støtte og vejledning i at styrke nærdemokratiet og udforme landdistriktspolitikker hos de forskellige aktører i landdistrikterne, blevet endnu mere markant end før, og fra LDF og LAL, ønsker vi at kunne yde optimal service overfor vore nuværende og kommende medlemmer.
Vi har delt arbejdsopgaverne i en frivillig linje – LAL, og i en ansat linie – LDF.
LDF yder os frivillige den service at tage imod telefoner og henvendelser fra medlemmer, og henviser til de af os i bestyrelsen, der kan vejlede i konkrete sager. Derudover tager LDF sig af konsulent tjeneste til kommuner, regioner, stat og kommercielle aktører, mens vi i LAL´s bestyrelse yder konsulent tjeneste til frivillige foreninger.
Det er vores hensigt at uddanne og kvalificere os løbende, således at vi kan yde den bedst mulige service for vore medlemmer.
Internationalt samarbejde
Landsforeningen samarbejder med landsbyorganisationer i de nordiske lande og de øvrige europæiske lande.
Landsforeningen af Landsbysamfund er med i Hele Norden skal leve, der er et nordisk samarbejde mellem tilsvarende organisationer i hele norden.
Landsforeningen af Landsbysamfund deltager i samarbejdet om Landsbyuniversitetet, URE, Université Rurale Européenne.
Informations netværk
Landsforeningen er i jævnlig forbindelse med kontaktpersoner fra medlemsforeningerne rundt om i landet. Alle medlemsforeningerne kan gøre brug af den fælles viden, når man står med konkrete problemer eller idéer og gerne vil have at vide, hvad andre lokalsamfund har gjort af erfaringer.
Foreningens adresse
|
Landsforeningen Af Landsbysamfund |
|